Kierkegaard´s Forhold til Platon

Oplæg af Henrik Klindt-Jensen, ph.d.

Søren Kjerkegaards forhold til Platon er komplekst, og indebærer også forholdet til Sokrates hos Platon, selvom han også skeler til Xenofons Sokrates skikkelse.

Kierkegaard ser ikke bare Sokrates som forudsætning for Kristus, men også for sig selv som eksistensmeddeler. Han begynder sit forfatterskab med disputatsen ”Begrebet Ironi med stadigt Hensigt på Sokrates”. I forlængelse af Platon sætter han Sokrates´ ironi på skrift i en indirekte meddelelse – Platon bruger dialog-partnere, Kierkegaard pseudonymer. Og denne meddelelse er et eksempel på dobbelt-bevægelsen – man skal huske sig selv i det at meddele. Hos Platon bevæger filosoffen sig fra tiden til evigheden og tilbage igen i hulebilledet – hos Kierkegaard sker en sådan dobbelt-bevægelse hele tiden.