Torsdag d. 17. oktober kl. 14
Dokk1 M2
Sjælens tredeling hos Platon
Af Henrik Klindt-Jensen ph.d. i Filosofi, tidl. ekstern lektor ved Aarhus Universitet, hvor han var leder af Platonkredsen.
Platon taler på to forskellige måder om sjælens tredeling: For det første ser han i dialogen Faidros sjælen som en stridsvogn, drevet af en sort hest, som trækker nedad mod drifterne, og en hvid hest, som trækker opad mod Ideerne. Hestene styres af fornuften som kusk. Sjælen bevæger sig i reinkarnationer i store kredsbevægelser. Men i dialogen Staten ser han for det andet sjælen tredelt, nemlig på de tre niveauer: fornuften, viljen og begæret, som hver især både har deres egen funktion og rolle i individets liv og moral, og i idealstaten som helhed med tre stænder af ledere, vogtere og bønder/håndværkere. Stænderne bæres henholdsvis af dyderne visdom, mod og selvdisciplin, og samlet harmoniseres de i dyden retfærdighed. Idealstaten skal nu netop belyse harmoniseringen i det enkelte menneske mere end at være en konkret utopi.
Tredelingen gør sig også gældende for verdenssjælen i dialogen Timaios. Harmoniseringen af de enkelte sjælsdele bliver ultimativt et led af den kosmiske harmoni.
