”Paulus som omvendt Jøde og Hellenistisk Filosof”

Oplæg af Henrik Klindt-Jensen, Ph.d. fhv. ekstern lektor
Afd. for Filosofi & Idé Historie, Arts
Aarhus Universitet

Paulus er kristendommens første teolog. Skønt selv udgået fra jødedommen, frigør Paulus Kristendommen fra jødedommen og gør den gældende for alle, der tror og bliver døbt. Teologisk grundlægger han den i forlængelse af filosofien i hellenismen, som navnlig arvede stoicismen fra antikken. Stoicismen blev grundlagt af Zenon fra Krition (334 – 262 f.Kr.) som en spirituel bevægelse, som stod overfor Platons; den betonede den etiske fordybelse og besindelse med den berømte stoiske ro. Hvor Platons begreb ”nous” – ”ånd”/fornuft” var rent statisk, er stoikernes åndsbegreb ”Pneuma”, bogstaveligt: ”åndedræt”, dynamisk: Pneuma går igennem alt, materie, dyr og planter som ”physis”, natur, i mennesket som ”psyché”, sjæl. Pneuma bliver materien, men det ligger slet ikke i teksterne, at pheuma selv skulle være materiel. Paulus overtager ordet i kristendommen for Helligånden, ”Pneuma Hagion”, og den er bestemt heller ikke materiel her: kristendommen grundlægges ved pinsebegivenhedens store himmelske åndepust. Men dette gennemstrømmer ikke tilværelsen som helhed. Stoicismen er i udgangspunktet langt mere spirituel end Platons filosofi, men danner til gengæld den væsentligste forudsætning for nyplatonismen, som grundlagt af Plotin med en omfattende metafysik: alt er udkastet i ”logoi spermatikoi”, logos-sædekorn. Stoicismen betoner som sagt den enkeltes tilbagetrækning til kontemplativ, netop stoiske ro, upåvirkethed