Hegels Åndsfænomenologi

Oplæg af ph.d. Henrik Klindt-Jensen

Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770 – 1831) var en af de vigtigste filosoffer i den tyske idealisme. Han så alt som Ånd, Geist – Gud, som både var erkendende og genstand for erkendelsen. I sin ”Phänomenologie des Geistes”, ”Åndsfænomenologi” fra 1807 udfolder han erkendelsen dialektisk gennem Åndens fænomener både som den viser sig i Historiens epoker, som for det enkelte menneskes sjæl – både i psykologi og erkendelsesteori – begyndende med den sanselige vished, sluttende med den absolutte viden.

Berømtest er afsnittet om ”Herre og ”Træl”, hvor bevidstheden må tage herskab over trællen for at kunne genfinde sig selv i denne og nå sin frihed deri. Slavens befrielse er også Herrens befrielse! Historisk i slavesamfund som de græske og romerske, psykologisk ved at kende sin egen ”skygge”, som Jung ville sige.